Vi bruger en hel del tid på at handle ind i vores foretrukne dagligvarebutikker, men hvor meget tænker du over, hvad du smider i kurven? Med den mere miljøvenlige retning, der har vundet indpas i mange danskeres bevidsthed i den seneste årrække, er indkøbsturen et af de mest oplagte steder at ændre adfærd – af den simple grund, at du rent faktisk kan gøre en reel forskel.
Hvis du vil have nogle tips og tricks til, hvordan du kan gøre din næste indkøbstur til en mere bæredygtig en af slagsen, så læs med her.
Handl lokalt og efter sæson
At gå efter lokale og sæsonbetonede varer er en oplagt måde at ændre sin købsadfærd til en mere bæredygtig en af slagsen. Når du handler lokale varer – og dermed sæsonbetonede varer – vil der være en stor gevinst i forhold til bl.a. transport. Det er ikke noget, du måske går og tænker over, men det gør en kæmpe forskel, om en tomat er fragtet flere tusinde kilometer med skib, tog og lastbil, eller om den kommer ude fra den lokale gård. Køb lokalt – så støtter du ikke blot miljøet, men også dit lokalsamfund. OBS: Dette gælder dog ikke, hvis tomaterne (eller hvilken som helst andet frugt eller grøntsag) er dyrket i drivhus. Opvarmningen af drivhuse bruger nemlig store mængder CO2, så gå efter dem, der er dyrket frit.
Sig ja til datovaretilbud
Mange dagligvarebutikker har i den seneste årrække fået øjnene op for – eller blevet bevidste omkring – at man ikke behøver at smide en pose med boller ud, selvom datoen er lige om hjørnet. Det har fået en del butikker til at lave små afdelinger eller hylder, hvor det er muligt at købe varer, der er ganske glimrende til en ekstra god pris – det er altså produkter, der ellers ville være blevet smidt ud. Vær med til at bekæmpe madspild ved at købe datovarer, der både gemmer på gode tilbud og lækre varer.
Her kan du i øvrigt også gøre brug af appen ‘Too Good To Go‘ , som er et madspildskoncept, der gør overskudsvarer nemme at finde hos både supermarkeder, bagerier, restauranter mv. På den måde kan du både spare penge og redde overskudsvarer.
Gå efter mærkerne
Når du står med to tilsyneladende ens produkter, som ikke er ens, kan det være svært at beslutte sig for, hvilket produkt man skal vælge. For hvilken dåse flåede tomater er egentlig den bedste, hvis man kigger på dem med de bæredygtige briller? Det kan være ufatteligt svært at skelne imellem. Derfor er der heldigvis lavet en lang række mærker, der kan hjælpe dig med at tage de rigtige valg. Foruden det, så gå altid efter emballage i glas eller pap, hvis muligt.
Økologi, Fairtrade, EU-blomsten
Økologimærket er et godt eksempel på, hvordan du kan undgå rester af sprøjtemidler i maden samtidig med, at indholdet af tilsætningsstoffer i økologiske fødevarer er minimale. På den måde belaster du naturen mindst muligt samtidig med, at du og din familie undgår rester af sprøjtemidler. Se også efter Fairtrade mærket, som sikrer gode vilkår og indtægter for verdens fattigste.
Et par mærker, der er værd at se efter, når det gælder non-food er svanemærket og EU-blomsten. Er produktet mærket med disse kan du være sikker på, at det er et af de mest miljøvenlige i dets kategori.
Inkorporer plantebaserede måltider
Uanset hvor meget du end elsker kød, så kommer vi desværre ikke udenom, at kød, herunder især oksekød og lammekød, er ekstremt belastende på CO2-kontoen. Derfor vil jeg opfordre dig til at prøve med minimum 2 kødfrie dage om ugen, hvor det vegetariske køkken skal udforskes. Snup eksempelvis en god plantebøf eller skift bøffen ud med selleribøf. Frikadellerne kan erstattes af grøntsagsdeller, kyllingen med falafel og sådan kan man blive ved.
Jeg kan specielt anbefale Planteslagterne, som laver rene, økologiske og plantebaserede måltider uden numre og andet skidt.
Vælg økologisk kød og MSC-mærket fisk
Når du først får øjnene op for, hvor mange muligheder der rent faktisk er i det vegetariske køkken, så finder du også ud af, at det slet ikke er så slemt at skære ned på kødet. De dage, I spiser kød, så gå efter økologisk kød produceret i Danmark. Gælder det fisk, så gå efter MSC-mærket, så du sikrer dig, at fiskene er fanget på bæredygtigvis. Det betyder, at der aldrig overfiskes, således at fiskebestandes bibeholdes.
Sig nej til plastik
Plastik er uomtvisteligt en af de største syndere, når det kommer til den behandling, vi har udsat kloden for de sidste mange årtier. Plastik er et nemt og formbart materiale, men har samtidig et hav af negative konsekvenser for os alle i sidste ende. Lige netop derfor er bekæmpelse af plastikoverforbrug et af de steder, du virkelig kan tage et stort skridt i den bæredygtige retning, når du handler ind. Dagligvarebutikkerne er nemlig propfyldt med plastikemballage, plastikposer til frugt og grønt og bæreposer, når indkøbet skal pakkes sammen.
Grøntsagsnet eliminerer plastikposerne
En ting, du kan gøre for at minimere dit personlige brug af plastik, er at medbringe dine egne grøntsagsnet. På den måde kan du, når du står i grøntafdelingen og normalvis ville have taget en plastikpose, blot hive dit grøntsagsnet frem og putte kartoflerne – eller hvilken som helst anden slags grøntsager eller frugter – ned i den. Det lyder simpelt, og det er det også – jo flere, der benytter sig af den slags, jo mere skåner vi miljøet for unødvendig brug af plastik. De fylder intet og er nemme at komme i indkøbsnettet hjemmefra, så du altid har dem på dig, når du skal handle ind.
Husk det genanvendelige indkøbsnet
Man kan ofte komme til at tage en ekstra plastikbærepose, når man skal have pakket sine ting sammen. Selvom der måske allerede ligger bunkevis af bæreposer hjemme i skabet, er det ikke altid, at man husker dem, og så kan man nemt lige komme til at snuppe en ekstra til samlingen. Denne uheldige tendens kan sagtens undgås, hvis du vælger at investere i et godt indkøbsnet, du kan bruge igen og igen. Med et genanvendeligt indkøbsnet slipper du for den dårlige samvittighed, der rammer dig, når du snupper et par bæreposer i slutningen af hvert eneste indkøb – og som altså løber op over tid. Vælg gerne et af økologisk bomuld med GOTS certificering. På den måde sikrer du dig, at indkøbsnettet er produceret mest miljøvenligt og ansvarligt.
Jeg håber, du er blevet klædt bedre på til at handle bæredygtigt ind næste gang supermarkedet kalder. Tak fordi du læste med. Har du andre bæredygtige indkøbstips, så del dem endelig herunder.