Ingen Black Month. Ingen Black Week. Ingen Black Friday.
Hos Elou får du ingen tilbud hverken før, under eller efter Black Friday. Vi ønsker at tage afstand til tilbudsdage som disse af flere årsager. Læs med her og find ud af hvorfor.
Årets største shoppedag nærmer sig. En dag, der efterhånden strækker sig helt op til en hel måned. En hel måned af gode (og mindre gode) tilbud, så du for alvor kan få stillet din shoppetrang til fulde og måske mere til.
I 2023 oplyste MobilePay, at der under Black Week samlet set blev shoppet for intet mindre end 3 milliarder kroner fordelt på 4,6 millioner transaktioner (1). Endnu en klar rekord sammenlignet med året før. Her skal man regne med, at hver anden dansker betaler med MobilePay, hvorfor forbruget altså er langt højere samlet set.
Hvad har fået os danskere og mennesker i resten af verden over til at bruge så mange penge på blot én uge?
Formålet bag fænomenet
Black Friday er oprindeligt en amerikansk tradition, som finder sted dagen efter Thanksgiving den fjerde fredag i november hvert år. Denne fredag holder de fleste amerikanere fri, og det gav anledning til, at man på denne dag startede årets julegaveindkøb. Black Friday fænomenet siges at stamme fra Philadelphia og går helt tilbage til 60’erne, hvor store menneskemængder flokkedes ind til byen og dermed gjorde byen ‘sort’ af mennesker og trafikkaos (2).
Det siges, at det var politibetjentene, der gav navn til den travle dag, som de ikke just så frem til. Detailbutikkerne brød sig ikke synderligt om ordet ‘Black Friday’ og forsøgte i sin tid at lave det om til ‘Big Friday’ for bedre at beskrive deres bedste omsætningsdag og give navnet en mere positiv ordlyd. Navnet holdt dog aldrig ved, og i stedet gjorde de dagen til én stor tilbudsfest. Denne tilbudsfest viste sig at blive begyndelsen på et verdensomspændende salgsfænomen som startskud til juleshoppingen verden over.
En gigantisk forbrugsfest, hvis hovedformål var og er at sælge så meget som overhovedet muligt ved at skrue priserne lidt ned i en kort periode, så folk har et større incitament for at slå til her og nu.
Men der er noget, der ikke stemmer: Har vi overhovedet råd til at forbruge ligeså tosset, som vi har lyst?
Flere ressourcer end jorden kan holde til
I år ramte vi samlet set i verden den såkaldte Earth Overshoot Day den 1. august (3) og for Danmark alene (Country Overshoot Day) faktisk allerede i slutningen af marts måned (4). Det vil sige, at vi allerede har opbrugt jordens ressourcer for i år i forhold til, hvad den selv kan nå at reproducere og for Danmark allerede i første kvartal. Det vil helt enkelt sige, at alt andet herfra er overforbrug.
Danmark er desværre stadig et af de mest ressourcekrævende og klimabelastende lande i verden. Vi ligger på en sørgelig 15. plads på listen over lande med det største økologiske fodaftryk (ØF), et udtryk for menneskets forbrug af naturressourcerne per indbygger.
Vi elsker idéen om, at Danmark er et grønt forgangsland, men i virkeligheden ligger vi meget langt fra. Det samme gælder desværre også, når vi kommer til lige netop Black Friday. Her glemmer vi alt, vi i forvejen ved, vi bliver fristet af det ene tilbud efter det andet, og de fleste af os hopper i med begge ben, mens dankortet gløder. Tilbuddene skaber samtidig en unødig trang til at lave impulskøb, som ofte ender i fejlkøb.
Forbrug – Brug for
Det altoverskyggende problem med Black Week, Black Friday, Cyber Monday og hvad det ellers hedder er, at disse dage er skabt til at få os til at forbruge mere, end hvad vi rent faktisk har brug for (5). Hvis det ikke var for disse tidsfølsomme tilbud, ville vi i langt højere grad kun købe, det vi står og mangler. I hvert fald ville vi ikke på samme måde svinge dankortet, som om der var en grund til at fejre sit overbrug.
Hos Elou tager vi afstand til fænomener som Black Friday, hvis forbrug er direkte på bekostning af vores jord og i forvejen manglende ressourcer. Vi kan ikke stå inde for at sælge varer til underpris, og vi vil ikke være en del af den kedelige statistik. Derfor siger vi NEJ TAK til Black Friday, Black Week og Cyber Monday. NEJ TAK til overforbrug, impulskøb og fejlkøb.
Til gengæld siger vi JA TAK til:
- Fair produktion – som kræver fair priser.
- Produkter fremstillet etisk ansvarligt med respekt for både vores miljø og medmennesker.
- I en kvalitet som gør det muligt at handle mindre, men bedre.
Vi siger ja tak til fair priser hele året rundt på produkter, som skaber en værdi i hverdagen. Både for dig og miljøet. Vi siger ja tak til personlig og ærlig rådgivning og service året rundt.
Vi håber, at ovenstående giver stof til eftertanke og giver dig herunder vores bedste råd til at komme igennem årets største forbrugsfest på en ansvarlig måde.
3 tips til at komme igennem Black Week på ansvarlig vis
1. Overvej om du reelt set mangler noget
Først og fremmest er det vigtigt at overveje, om du i det hele taget decideret mangler noget, før du overhovedet tænker på et hovedspring ned i alle tilbuddene. Kender du det, at vi bliver fristet af et godt tilbud på noget, som vi ikke engang har tænkt på, at vi manglede? I de fleste tilfælde er det fordi, at vi rent faktisk ikke mangler det.
I ugerne op til den store tilbudsuge vil jeg i stedet anbefale at skrive ned, hvis du mangler noget. Er du for eksempel ved at løbe tør for ansigtscreme eller er der ikke flere sokker tilbage uden huller i? Skriv det op, så du ved, hvad du rent faktisk går efter og decideret mangler. På den måde kan de fristende tilbud ikke på samme måde påvirke dig, fordi du allerede har sat et mål for, hvad du mangler og søger.
2. Stil dig selv spørgsmålet: Ville jeg have købt … hvis det ikke var for Black Friday?
I forlængende af overstående er det en god idé at spørge dig selv “Ville jeg have købt … , hvis det ikke var for Black Friday?”. Er svaret nej, er det ganske enkelt kun fordi produktet er på tilbud, og på den måde et impulskøb, som ofte ender i et fejlkøb. Lad dig derfor ikke narre af de gode tilbud, men hav kun øje på det, du leder efter og har brug for.
Har du allerede nu har fået ønskelister fra familien, så er det selvfølgelig en fin idé at benytte lejligheden til alligevel at få købt julegaverne.
3. Stil krav og støt virksomheder der gør en forskel
Dette gælder ikke kun på Black Friday, men alle dage, hele året rundt. Stil krav til de produkter, du køber ved at udvælge de brands, som gør det bedre. De virksomheder som vælger kvalitet fremfor kvantitet. De virksomheder som kæmper for at gøre det hele lidt grønnere. Støt de små. Støt lokalt. Støt dem, hvis formål ikke er at få dig til at overforbruge, men købe, hvad du har brug for og som er bedre for dig selv og vores jord. Køb mindre, men bedre!
Jeg håber, at du kunne bruge disse råd til noget. Har du andre gode pointer, så er du meget velkommen til at skrive dem i en kommentar nedenfor. Tak fordi du læste med.
(1) https://mobilepay.dk/nyheder/2023/11/27/black-week-2023
(2) https://www.huffpost.com/entry/black-friday-history-why-is-it-called-black-friday_l_5d951322e4b02911e1154386
(3) https://overshoot.footprintnetwork.org/newsroom/press-release-2024-english/
(4) https://overshoot.footprintnetwork.org/newsroom/country-overshoot-days/
(5) https://videnskab.dk/kultur-samfund/burde-vi-skamme-os-over-at-handle-paa-black-friday
(6) https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5715849/Derfor-skal-du-ingenting-k%C3%B8be-ved-black-friday1